|
Kommentar til lempelsen af avlsrestriktioner
Af Nete Storm Jensen/Kennel Bullsaints
Hundeavl har forskellige interessenter, nemlig specialklubben, opdrætterne og de fremtidige ejere af hvalpe. Specialklubbens opgave er primært at varetage racens interesser, både med hensyn til forbedringer af sundheden indenfor racen og med hensyn til eksteriørforbedringer og homogenisering af de hunde der opdrættes. Opdrætterne varetager primært egne interesser og disse kan afvige fra specialklubbens interesser. Slutteligt er der hvalpekøberne, hvis primære sigte er at købe en sund og racetypisk hvalp.
Specialklubben er sammen med DKK ansvarlig for fastsættelse af avlsrestriktioner. Restriktioner har til formål at frasortere de hunde der ikke bør indgå i avl på grund af diverse svagheder typisk sundhedsmæssige som racen plages af. Indtil videre har HD og AD været indsatsområder der er fastsat fra centralt hold, nemlig fra DKK.
Forudsætningen for at få et sundt kuld er de forholdsregler opdrætteren tager når denne vælger avlsdyr, samtidig skal der også være lidt held tilstede. Held er opdrætteren naturligt nok ikke herre over, hvilket betyder, at de fleste opdrættere vil komme ud for, at deres hvalpe ikke bliver som de havde håbet, enten sundhedsmæssigt eller eksteriørmæssigt, selvom opdrætteren har taget alle tænkelige forholdsregler.
Restriktionerne sikrer, at der er et minimumskrav til de avlsdyr der vælges. Det er med stor undren jeg ser at Dansk Bullmastiff Klubs (DBK) sundhedsudvalg stadig har en lempelse af sundhedsrestriktionerne på dagsordenen?
De foreslåede ændringer af avlsrestriktionerne er:
Lempelse af HD-status for enkelte hunde
Hvad har vi opnået med de nuværende restriktioner
De HD-resultater vi har opnået i de sidste to år er:
A: 2 B: 12 C:15 D:14 E:2
Af 45 hunde er 16 således i risiko for at udvikle smertefuld slidgigt med aflivning til følge. Procentvist har 35% af hundene et uacceptabelt HD resultat.
Er der på den baggrund belæg for at lempe restriktionen?
Set fra specialklubbens synsvinkel har jeg svært ved at se at racens standpunkt er ”godt nok” Set fra købernes synsvinkel mener jeg en lempelse er helt utilstedelig.
De eneste interessenter, der kan have en fordel af en lempelse er de opdrættere, der har hunde med en D-status. Der kan være flere årsager til at give de pågældende dispensation, men lad os være enige om, at det udelukkende er i disse opdrætteres interesse.
Til hvem og hvordan skal tilladelsen gives
Dispensation til ”enkelte” hunde stiller store krav til dispensationsprocessen og de kriterier der lægges til grund for en dispensation. Hvilke kriterier retfærdiggør en større risiko for et smertefuldt hundeliv, der slutter for tidligt? Kan sagsbehandlingen foregå uvildigt? Og hvordan? Hvordan vil DBK løfte opgaven?
Hvem skal bære den økonomiske risiko for en opdrætters ”satsning”
Anvendes en D-hund i avl slækkes der på forsigtigheden. Skal vi så stille større krav til den pågældende opdrætters ansvarlighed i forhold til de hvalpe der kommer ud af parringen? Således at der evalueres på afkommet, al afkommet, og hunden ikke anvendes i avl igen før en evaluering har fundet sted. Hvis det viser sig at ”satsningen” var en fejl og afkommet får dårlige hofter vil køberne så blive kompenseret? Eventuelt få en tilbagebetaling svarende til at hvalpene var solgt til kostpris?
Bortfald af AD-status resultat for hanhunden
Hvad har vi opnået med de nuværende restriktioner
AA resultaterne i de sidste to år har fordelt sig som følger:
0: 30 1: 10 2:4 3:3
Hvilket omregnet til statistik betyder at 36% har en grad af dysplasi i albueleddet.
AD er i højere grad arveligt betinget end HD. Bullmastiffen er en tung hund der har en stor del af vægten på forbenene, skuldrene og albuerne, hvorfor disse led er sårbare og smertefuld dysplasi en risiko. Der findes mange avlsdyr, der er albuefotograferede, hvilken begrundelse er der så for at vælge, en der ikke er, når konsekvenserne er slidgigt i albuen. Samtidig er DKK altid villige til at aflæse udenlandske røntgenbilleder og omkostningerne til samme er relativt små. Disse forhold gør det vanskeligt at se en acceptabel grund til at lempe på kravet om AD-resultater for avlsdyr.
Jeg har hørt opdrættere argumenterer for en lempelse med den begrundelse at genpuljen vil blive forøget og der er et behov for en forøgelse. Det er ikke noget holdbart argument, idet der foregår en løbende import af hunde fra alle dele af verden. Fra 1.januar 2009 til nu er der blevet importeret 16 hunde. Samtidig foregår en del af parringerne med udenlandsk sæd. Den enkelte kennel har beslægtede dyr men imellem kennelerne er der nærmest intet sammenfald.
Sammenfattende mener jeg ikke at kunne se nogen grund til at lempe de restriktioner vi har som retningsgivende for valg af avlsdyr. På den anden side så har vi ikke opnået en nævneværdig forbedring af racens status mht HD og AD og det er naturligvis værd at overveje hvilke årsager der kan være til samme.
DKK anvender så vidt muligt indekstal når en hunds kvalitet som avlsdyr vurderes, hvorfor jeg har valgt at medtage en diskussion af samme nedenfor
Index-tanken
Den proaktive metode
Effekten af at undersøge det enkelte avlsdyr er ringe idet det pågældende dyrs fænotype (det synlige eks. Farven brindle) kan afvige væsentligt fra genotypen (de arveanlæg hunden giver videre eks kan en brindlet bullmastiff være bærer af anlæg for både rød, fawn og brindlet indenfor både rød/brindlet og fawn/brindlet). Det samme gør sig gældende med hensyn til disposition for sygdomme. Anlæg for udvikling af både hofte- og albuedysplasi (eller andre sygdomme) vil således ikke blive tilstrækkeligt belyst igennem undersøgelse af et enkelt dyr ud af et helt kuld. Dyrets arveanlæg for sygdom belyses optimalt igennem udregning af et indextal på baggrund af dyret og dets slægtninges sundhedsresultater.
Desværre er det de færreste bullmastiffer der har tilstrækkeligt mange slægtninge med sundhedsresultater til at udregne et indextal for HD, AD eller SAS. Dermed har de færreste opdrættere et tilstrækkeligt grundlag, når de vælger avlsdyr. Det er særdeles vanskeligt at forudsige sundhedsstatus på de hunde de opdrætter.
Den reaktive metode
Evaluerer vi på det afkom, der er opdrættet, kan vi på den baggrund evaluere avlsdyrernes (altså forældrenes) kvalitet og beslutte, hvorvidt disses afkom kan bidrage positivt i avlen. Det er nødvendigt at evaluere en repræsentativ del af afkommet, hvis resultatet skal bruges til vurdering af avlsdyrenes/afkommets kvalitet i avlen.
Som tidligere nævnt mener jeg ikke der er belæg for at lempe avlsrestriktionerne på de ovennævnte punkter.
Metoden til lempelse er yderst tvivlsom
Desuden mener jeg, der er belæg for at påstå at avlsrestriktioner for avlsdyrene alene er en falsk tryghed.
Jeg mener der er to muligheder for DBK:
-Hæve ambitionsniveauet med hensyn til sundhed og indføre restriktioner der har den ønskede effekt, som evalueres fra år til år. Det er indlysende, at jeg mener HD- restriktionen burde skærpes og AD- restriktionen bibeholdes
-Forholde sig til den virkelighed der kan udledes af de resultater vi har opnået med avlsrestriktioner, hvoraf det fremgår at restriktioner eller/og måden de implementeres på ikke giver den ønskede effekt og derfor kan ophæves. Den enkelte opdrætter kan frit vælge og forklare sin egen sundhedsstrategi for avl
HVEM TØR VÆLGE DEN SIDSTE MULIGHED?
| 